Dokumentundersøgelser
Myndigheder kan bede om hjælp til vurdering af ID-dokumenter.
NIDC gennemfører vurderinger af alle typer dokumenter vedrørende udlændinges identitet.
For at understøtte myndighedernes mulighed for at fastlægge og kontrollere udlændinges identitet, tilbyder Nationalt ID-center hjælp med dokumentundersøgelser. NIDCs dokumenttekniske team har til opgave at understøtte myndighedernes mulighed for at vurdere alle typer ID-dokumenter, både i form af originaldokumenter og kopier. Det gælder f.eks. pas, ID-kort og vielsesattester.
NIDC modtager anmodninger om dokumenttekniske undersøgelser fra de myndigheder centeret betjener, og resultatet af vurderingen kan benyttes i myndighedernes sagsbehandling i forbindelse med ansøgninger om indrejse til landet, forlængelser af ophold samt andre relevante forhold.
Nationalt ID-centers skriftlige udtalelser er ikke forvaltningsretlige afgørelser, men har alene til formål at bidrage til at oplyse grundlaget for den myndighed, som har ansvaret for at træffe en evt. efterfølgende afgørelse.
Myndigheder der kan sende ID-dokumenter til undersøgelse
Sammensætningen af myndigheder, der kan fremsætte begæring overfor Nationalt ID-center om afgivelse af udtalelse om et dokument, fastsættes af udlændinge- og integrationsministeren.
De omfattede myndigheder, jf. bekendtgørelse nr. 11 af 5. januar 2022 om offentlige myndigheder, som Nationalt ID-center skal kunne betjene, er:
- Ankestyrelsen
- Familieretshuset
- Flygtningenævnet
- Hjemrejsestyrelsen
- Justitsministeriet
- Politiet
- Styrelsen for International Rekruttering og Integration
- Udenrigsministeriet
- Udlændinge- og Integrationsministeriet
- Udlændingenævnet
- Udlændingestyrelsen
Derudover er personregistrerende medarbejdere i følgende myndigheder omfattet:
- ATP
- Kirkeministeriet
- Kommunerne
- Skattestyrelsen
- Uddannelses- og Forskningsstyrelsen